Berlingske Tidende havde i en fem minutters tid følgende historier på forsiden… De fjernede relativt hurtigt denne opsætning igen…. Wonder why?
For en måneds tid siden bestemte jeg mig til at opdatere min computer til Windows 7 efter at jeg (formentlig klogeligt) har sprunget Vista over. Dette burde jo ikke havet være nogen større operation – hvis bare man husker at lave en fuldstændig backup burde sådan noget jo kunne være overstået på et par timer højest.
Så det var det jeg gjorde: jeg købte Windows 7 det billigste sted jeg kunne finde, ventede på Postdanmark, lavede min backup og gik derefter i gang. Selve installeringen gik helt smertefrit. Jeg satsede på en ren installering af 64-bit udgaven af Windows 7. Jeg havde dog lidt problemer med min netværks-usb-gadget: Efter lidt trial-and-error viste det sig at Netgear nægter at lave drivere der understøtter 64-bit systemer til deres ældre gadgets. Pænt irriterende, men jeg måtte nøjes med 32-bit udgaven. Dernæst brugte jeg det meste af 2 aftener på at få mit Nvidia 9800GT grafikkort til at virke. Det lykkedes også til sidst i safemode, og så forestillede jeg mig egentlig at jeg var færdig.. Men nej…
Dagen efter brugte jeg computeren en times tid om aftenen og lagde mærke til en lidt brændt lugt. Vi bor i midlertidig ovenpå en café og kan undertiden lugte deres køkken, så jeg lagde ikke så meget i lugten og slukkede computeren. Næste morgen skulle jeg checke min netbank – hvorefter computeren genstarter og derefter går lyset i hele lejligheden og computeren begynder helt sikkert at lugte brændt. Mental note to self: når computeren lugter brændt, så lugter den altså brændt og skal ikke bruges!
Hvad der dernæst hændte, kan beskrives i korte sætninger: computerkyndig ven på besøg, mig og computerven sætter computer til igen – vi skulle jo genskabe fejlen, alt lys i lejligheden går igen og relæet vil ikke tænde igen. Meget mørk aften… Elektriker på besøg, skift af sikringsgruppe og hfi-relæ, dernæst besøg i computerbutik og købe større strømforsyning til computer. Endelig køre alt som det skal! Jeg gætter på, at mit grafikkort efter opgraderingen til windows 7 brugte mere strøm, hvilket den gamle strømforsyning ikke kunne trække. Men nu bliver opgraderingen væsentlig dyrere end jeg først regnede med! Alt i alt har det vel taget mig tre uger at lave denne opgradering.
Hvis du nu på et tidspunkt i løbet af aftenen bliver træt af den sædvanlige smøre, som der har været på Now Christmas-helvedespladerne siden midten af 80′erne – ja, så kan du jo overveje at kaste dig på det store verdensomspændende internet, iTunes eller lignende og købe et par af nedenstående plader. De er gode, kan jeg love! Men som med al julemusik skal der dog lyde en generel advarsel for folk med allergiske reaktioner overfor følgende ting: bjælder, kitsch, børnekor og voldsomme vokalharmonier!
Nummer 5: Mariah Carey – Merry Christmas
Mariah Carey var vel på toppen af verden i midten af 90′erne og pladen her har nye julehits som “All I want for Christmas is you” og “Miss you most (at Christmas time)”. Mariah Carey kan først og fremmest synge som en drøm: sukkeret driver ned af væggene og truer med at smelte det evige vinterlandskab, der tydeligvis har okkuperet pladestudiet – kitschbarometeret er helt i top på denne plade og man mangler blot en kop varm chokolade.
Nummer 4: Motown Christmas
Julen bliver cool på en hel ny måde, når det er Stevie Wonder, Supremes, Temptations, Michael Jackson og Jackson 5, der står for underholdningen. Pladen er naturligvis en opsamling fra arkiverne, men det gør den absolut ikke ringere! Jackson 5’s version af “I saw mommy kissing Santa Claus” er legendarisk og Stevie Wonders “What Christmas means to me” lyder som en überfunky udgave af “Signed, sealed, delivered”. Her er masser af bjælder, men masser af funk.
Nummer 3: The Manhattan Transfer: An Acapella Christmas
Manhattan Transfer er mest kendt for deres vokaludgave af Weather Reports “Birdland”, men de er en af de bedste jazz-vokalgrupper i verden også i deres egen ret. Dette er cd’en for folk med hang til vokalharmonier på et højere plan. Arrangementerne er suveræne og underholdende hele vejen igennem. Fyldt med bjælder ogvinterlandskabet er fyldt med snefnug og en rødnæset Rudolf.
Nummer 2: Take 6 – He is Christmas
Siden deres start i 1980 har Take 6 stået for det ypperste indenfor rytmisk vokalmusik: det er gospel, jazz og soul på et højere plan. De har lavet to juleplader og de er begge gode! Gode julesange i svære, velklingende arrangementer. Det er nok ikke pladen, man sætter på under middagen, men hvis man har brug for et alternativt skud jul, så er dette vejen frem. Bonuspoint for at få juleglæden frem uden brug af bjælder!
Nummer 1: A Christmas gift for you from Phil Spector
De sidste mange år har der kun været behov for en jule-cd, når jeg har holdt jul: Phil Spectors. Den er fra 1963, men Phil Spectors berømte Wall of Sound har gjort den langtidsholdbar. Denne plades udgaver af sange som “Santa Claus is coming to town”, “A marsh-mellow world”, “Christmas (please don’t go)” og “Frosty, the snowman” har opnået nærmest ikonisk status i min bevidsthed. Ronettes, Darlene Love, The Crystals og mange flere står for musikken. Køb den straks, hvis du ikke har den!
Og hvis du ikke fik nok, kan du jo kaste dig over Elvis Presleys juleplade, Johnny Cashs juleplade, Jackson 5’s juleplade, Nsync’s juleplade (du fortjener det jo!), eller den klassiske med Mormon Tablernacle Choir (med en musikhistorisk gennemgang af Twelve Days of Christmas…)
GLÆDELIG JUL!
John Mayer egner sig faktisk ikke til at være popstjerne. Han er ca. 5 meter høj, vil formentlig helst spille bluesguitar og lider af en skræmmende mangel på uptempo numre i sit repertoire. På sin nye plade Battle Studies følger han de sidste pladers stilfærdige fremtræden. Folk, der forventer numre i stil med første plade, No Room For Squares, med skarpe guitarlicks og gode popmelodier kan godt tænkes at blive skuffet. John Mayer har nemlig fundet sin eftertænksomme stemme, som bliver ført videre fra hans sidste, i øvrigt fremragende, soulprægede plade: Continuum.
På sin nye plade ‘Battle Studies’ cementerer han billedet af en yderst kapabel guitarist, der blev sanger ved et tilfælde. Men i modsætning til Continuum har guitaren i næsten samtlige numre en central placering, hvilket tydeliggør John Mayers arv fra klassiske singer/songwritere; en arv, der ikke har været så fremtrædende på de forrige plader. Første single ‘Who Says’ er et naturligt højdepunkt: en stilfærdig sang, der måske ligesom alle gode popsange handler om kærlighed og vores forventninger til os selv og omverdenen:
Who says I can’t get stoned, turn off the lights and the telephone?
Me and my house alone, who says I can’t get stoned?
Who says I can’t be free from all the things I used to be?
Rewrite my history, who says I can’t be free?
Og så indeholder sangen min nye yndlingssangtekst:
I don’t remember you looking any better
But then again – I don’t remember you.
Desværre er Who Says ikke symptomatisk for Battle Studies. Jovist, ‘All We Ever Do Is Say Goodbye’ og ‘Perfectly Lonely’ er også det, der vist kan kaldes klassiske, gode John Mayer numre. Desværre er pladen også præget af undværlige ligegyldigheder såsom ‘Edge of Desire’ og i sidste ende gør det desværre pladen dårligere end den burde være. Når man laver en singer/songwriterplade, skal selve sangskriveriet været i orden. Det grundlæggende håndværk kan John Mayer, men der mangler det magiske, der gør pladen værd at høre igen og igen. Det magiske, som gør pladen nødvendig. Sangene er simpelthen ikke spændende nok i længden.
Se vores nye pæne vandhane!
De sidste par uger har det været besværligt i det lille hjem på Nørrebro: Vi har nemlig haft gang i et projekt i vores lejlighed. Det startede med ny faldstamme og endte med et nyt badeværelse. Vi har revet et gipsloft ned (mental note til self: husk maske næste gang!), flyttet køleskabet ind i stuen, haft støv over alt; men det værste var nok ikke at vide hvornår man kom i bad næste gang. Undertiden var spørgsmålet ovenikøbet, hvornår man kom på toilettet næste gang!
Som sagt startede det hele med at faldstammen og gennemførende rør skulle skiftes. Entreprenørfirmaet Rebo udførte arbejdet, og de gav også et fint tilbud på at lave vores badeværelse. De har været overordentlig søde og serviceminded, men de blev dog et par uger forsinket, hvilket i sidste ende gjorde det surt. Så længe man ved hvornår man cirka får sit liv igen, kan man udholde meget, men ikke at vide, hvornår ens hjem er beboeligt igen, er ikke rart. Nu har vi dog et utrolig dejlig 2 kvadratmeter stort badeværelse med specialimporterede italienske fliser (tak til Tommy!), vi har fået hjælp til at sætte et gipsloft op (igen stor tak til Tommy!), vi har hængt pæne hylder op (som ikke er fra Ikea!… eller rettere, to ud af tre er ikke fra Ikea…). Det ser alt i alt meget lækkert ud!
På dette sted vil jeg gerne sige tak til Katrine, hvis lejlighed vi kunne bo i en hel uge, Maria, som aldrig sagde nej til at lade os misbruge hendes toilet og bad og min far, som var så venlig at tage på forlænget weekend til Liverpool.
Der er flere billeder i projekt “nyt badeværelse Tikøbgade anno 2009″ på Flickr.
Nye kommentarer