Præstationsangst kan komme i de mærkeligste former. Normalt er et toiletbesøg ikke lige der, hvor man ville forvente at få det, men når biografen Imperial brager Richard Strauss’ “Also Sprach Zarathustra” ud gennem toilettets højtalere, bliver man lidt ubekvem. Det er lidt svært at forrette sit nødtøft, når man i hovedet har et billede af monolitten og abemenneskerne fra Rumrejsen 2001…
Grunden til at jeg i første omgang var i Imperial, var dog ikke for at låne toilettet, men for at se “Flammen og Citronen” – den der halvnye film med Mads Mikkelsen og Thue Lindhardt. I virkeligheden ville jeg gerne kunne lide filmen. Den er bragende flot fotograferet. Men der er bare for mange men’er:
Jeg synes grundlæggende ikke manuskriptet fungerer. I mange anmeldelser er det blevet fremhævet, hvor mange eksplosioner og ildkampe, der er i filmen. Selvfølgelig er vi ikke vant til meget skyderi i danske film, men jeg savnede da ikke ildkamp i “I Kina Spiser De Hunde” og lignede. Min pointe er, at jeg savnede aktion mellem de relativt få eksplosioner og ildkampe. Manuskriptet er simpelthen ikke stærkt nok. Det er kedeligt! Hvis filmen skal ses som et billede på virkeligheden, falder den til jorden netop på grund af sin manglende stillingtagen til virkeligheden. Som min far pointeret: hvor stor er sandsynligheden for at Flammen gennem hele filmen kan vade ind på det nazistiske hotel Nordland? Hvis filmen skal ses som film, uden at vi tager stilling til de historiske fakta, er det ikke meget bedre: Replikkerne simpelthen ikke gode nok.
Det var tydeligt at manus-forfatterne havde prøvet at tegne to forskellige arketypiske figurer for Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt. Mikkelsen var manden, der for sig selv gav krigen skylden for, at han ikke kunne forlig sig med sit privatliv; i en af de få stærke scener i filmen siger konen dog til ham, at han selv uden krigen aldrig kunne blive en god ægtemand. Lindhardt er til gengæld frihedskæmperen, som er katalysatoren for nogle af filmens underlæggende spørgsmål: hvad skal der til for at retfærdiggøre at tage andre menneskers liv og gøre modstand i en krigssituation? Hvornår kan mennesker stole på hinanden og hvor meget skal der til, før mennesker forråder hinanden? Hvem er de gode og hvem er de onde?
Det er selvfølgelig vigtige og store spørgsmål, men de bliver samtidig presset ned i vores halse gennem tung dialog og den mest irriterende speakerintro i mands minde fra Thure Lindhardt. Alligevel er jeg da glad for at have set filmen i biografen. Det er der den skal ses, så man kan nyde de fabelagtige scener af Lindhardt, der går uantastet gennem folkeopstanden på Vesterbro. Både Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt spiller godt, men helt fremragende er dog de tyske skuespillere, som løfter filmen op på et højere niveau end den ellers var kommet.
