Hvad taler du egentlig om?

En japansk mand løber 10 kilometer om dagen. Sådan cirka. Det tager ham omkring en time. Nogle gange løber han længere, nogle gange kortere. Men han prøver at holde et gennemsnit på 10 kilometer om dagen. Er det en interessant oplysning om et andet menneske? Formentlig ikke; bortset fra at manden er den japanske forfatter Murakami. De sidste par år er han gået fra at være kultforfatter til at være hver mands eje. “Trækopfuglens krønike” gjorde ham for alvor kendt og siden er ikke rigtig forsvundet igen (Når du er færdig med Trækopfuglens krønike, så læs Kafka på stranden, den er om muligt bedre!). Weekendavisen havde ovenikøbet sidste år en lille artikel, der bemærkede, at Murakami nu var det de kloge læste, når de skulle være med på moden, ligesom Marquez eller Peter Høeg på et tidspunkt var kongerne på parnasset.

Ligesom Murakami har det at løbe bredt sig som en folkesygdom i Danmark. Jeg kastede mig selv ud i det for 2 år siden og købte et par meget fine løbesko – som jeg nu langt om længe også er kommet i gang med at bruge. Men efter en langsom start, må jeg sige at jeg elsker det! Stadig kan jeg dog kun løbe 4 kilometer af gangen før jeg må give op. Men den tid jeg bruger på at løbe, er min helt alene. Den giver mig mulighed for blot at være tilstede  i verden og bevæge mig. På en måde bliver det næsten en fænomenologisk oplevelse af verdenen.

I 2007 skrev Murakami en erindringsbog om at løbe og tidligere i år udkom den på dansk: “Hvad taler jeg om når jeg taler om at løbe”. Titlen er inspireret af en af Murakamis yndlingsforfattere, Raymond Carver Chandler, hvilket også er et tegn på at det ikke kun handler om løb. Det er en fortælling om, hvordan løbet ikke kunne tænkes uden forfatterskabet og omvendt. Murakami gør det nødvendigt, at de to ting hænger afgørende sammen:

“Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro på mine egne evner og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv? Jeg ved, at mine værker ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber. Hvor anderledes skal jeg ikke kunne sige, men noget ville have været markant anderledes.” (s. 85)

Det er klart, at i Murakamis optik, er forfatteren og løberen lige ensomme. De har mulighed for at forlade verden for den tid, det tager at beskrive deres ruter. Er løbet eller løbets indvirkning på forfatterskabet det vigtige? Spørgsmålet er måske ligegyldigt. De hænger uløsligt sammen. Murakami er en gudsbenådet forfatter, også når han skriver om sig selv. Bogen er dog ikke guddommelig. Jeg kunne godt tænke mig flere overvejelser om hans bøger, bortset fra det er jo desværre ikke bogens omdrejningspunkt.Murakamis bøger kan deles op i to dele: de lange magiske bøger og de små underfundige fortællinger om kærligheden. Disse to spor ville det være interessant at høre mere om. I virkeligheden er det en fræk bog: hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe? Den lover ikke mere end den kan holde – den er en omvendt erindringsbog: “Jeg ville ikke skrive en rigtig erindringsbog, så nu skriver jeg den forklædt som noget helt andet”. Alt i alt falder den fint i tråd med resten af Murakamis bøger.

Bogen er underholdende og giver et indblik i en spændende forfatters liv. Hvad har det egentlig krævet for Murakami blive forfatter? De tanker han gør sig om omverdenen i løbet, kan genfindes i hans forfatterskab.

Enhver må finde sin egen begrundelse for at dyrke motion. Murakamis er tilstrækkelig til at man bør overveje at løbe.

Der findes mere ligesom dette:

1. Trækopfuglens Krønike