Kan du huske Cut ‘N’ Move? Det kan Alphabeat, som i stedet for 80′ernes happy-go-lucky-sound fra sidste plade har skruet op for de storladne keyboards, elektroniske beats og og 90′erdiscolyd på deres nye plade “The Spell”.
For lidt over 2 år siden gik jeg i flere måneder med Alphabeats “10.000 Nights of Thunder” på hjernen. Resten af deres selvbetitlede første plade var lige så genial. Alphabeat var fremragende, simpelthen fordi pladen var spækket med gode popsange: “Fascination” blev med god grund et stort hit i England, men også “Boyfriend”, “The Hours” var superfed, for ikke at nævne “10.000 Nights of Thunder” igen.
Siden deres sidste plade har Alphabeat rykket teltpælene op og slået sig ned i England. Og inspirationen fra England er klar, hvilket stilen på “The Spell” også er: Alphabeat skal ud på club-gulvene. Problemet er, at før var Alphabeat umodståelig dansk popmusik, nu er de mest af alt blevet engelsk samlebåndsclubmusik. Jeg ærgrer mig over dette valg: kunne vi ikke for en gangs skyld både have fået den gode melodi og det insisterende beat til dansegulvet?
Nu var vi lige sluppet af med 2Unlimited, Cut ‘n’ Move og alle de andre grupper fra de tidlige 90′ere og så opdager Alphabeat dem igen. Fra medierne lyder det som om pladen har været en svær fødsel: ved et indbrud i deres hjem i England mistede de en del af sangene der allerede var lavet. Man kommer selvfølgelig til at tænke på, hvordan pladen ellers kunne være endt. 90′er-inspirationen har d0g nok været der hele tiden.
Bevares, der er gode popmelodier på “The Spell”, titelnummeret er rigtig fedt, når man først får hørt det et par gange, “DJ” og “The Right Thing” er også godt på vej, men de gode melodier drukner ofte i ligegyldige gentagelser: mere end et minut med teksten “All I want to do, is to do something with you” bliver hurtigt irriterende. Nogle af sangerne skulle aldrig have været på pladen: “Q&A” er for eksempel inderligt ligegyldig, “Heart Failure” lyder som en energifattig udgave af noget Sugarbabes kunne have lavet. Og så er der lyden fra Cut ‘n’ Move og 2Unlimited: “Always Up With You”- komplet med tidlig 90′er-keyboardintro og skinger-pigevokal som baggrundsvar i omkvædet.
Noget af de specielle ved Alphabeat er deres to forsangere. Jeg oplevede dem live i Pumpehuset og det var en superfed koncert. De to sangere Anders SG og Stine Bramsen supplerer hinanden helt suverænt. Men på den nye plade centrerer sangene sig om mere Stine Bramsen, hvis stemme virkelig kommer til sin ret på de cluborienterede sange. Anders SG kommer til at virke meget kommenterende og tilbagetrukket, hvilket er lidt synd. Og så kommer de altså til at fremstå som 90′erduetterne med en fyr på rap og en skinger pige på sang… Duetten og samklangen mellem de to forsangere var noget af det interessante og charmerende ved Alphabeat.
Når alt dette er sagt, er charmen ved Alphabeat ikke forsvundet: Den er der i mange, lange glimt og det lover godt for næste plade. Jeg har nemlig ikke opgivet håbet om Alphabeat som dansk popmusiks store håb. Det hele er ikke skidt. “The Spell” er grundlæggende ikke en dårlig plade. Den lever bare ikke op til forgængeren.
I kategorien “plader jeg ville have givet 3 stjerner, hvis jeg kunne”: Jeg kan se at jeg ikke er helt ved siden af anmeldelser rundt omkring: gaffa, politiken.
Jeg kunne ikke være mere enig. Du har præcist skrevet det blogindlæg, jeg længe har ville ud med!
Før havde Alphabeat noget upoleret glad 80′er pop, nu lyder de som alle de andre engelske clubbands eller endnu et popidols nummer.
Det er meget synd.
Tak for det!
og det er jo som om de ved at flytte til England delvist mistede det, der var kendetegnet for dem.
Det er mig personligt et under, at man kan slippe afsted med at planke Cut’n'Moves tidlige-90′er hit “Get Serious (Take No Crap)” i så høj en grad (den forfærdelige “The Spell” single) uden at blive slæbt i retten. Har lige hørt den i radioen og er næsten ved at springe en sikring over det.
Alphabeat er symptomatisk for alt hvad der er galt med dansk musik. Det er letkøbt, ugideligt, blødt men alligevel øreskærende, uden nerve, nosser, dybde, tredimensionalitet eller nutidig relevans. Jo hurtigere vi holder op med at give disse musikalske fejlslagne aborter opmærksomhed, jo tættere kommer vi på en bedre verden.