Danish Music Awards på grænsen til succes?

Da DRs dårlige økonomi blev kendt, blev der sat en redningsplan i søen. Denne indebar blandt andet at en masse kulturproduktioner blev skåret væk, deriblandt Danish Music Awards, som DR har været med til at producere de sidste par år. Ikke desto mindre kommer der et DMA-arrangement i år- men kun for branchefolk. IFPI står selvfølgelig bag showet og det kan ses på MySpaceTV i stedet for landsdækkende fjernsyn, hvilket er en spændende nyhed. Sandsynligvis opfundet mere af nød end lyst. Nomineringerne blev offentliggjort d. 17. januar, men jeg har først lige fået tid til at kigge dem igennem de sidste par dage, og jeg mener faktisk, at nomineringerne afspejler at 2007 har været et rigtig godt musikår.

De sidste par år har DMA i høj grad været en publikumsbåret event med kendte værter, der fortæller irriterende vittigheder, mens kunstnerne sidder udstillet og branchefolk drikker sig stive og mingler backstage. Jeg har været til et par af de sidste års shows med blandede følelser. På godt og ondt har det været et show lavet til TV. Kunstnerne var egentlig ikke interesserede i at være der, bortset fra at de blev promoverede og, hvis de var heldige, kunne modtage en pris for deres arbejde. Ved at IFPI i højere grad har gjort DMA til en brancheting, har DMA måske fået en mulighed for at forny sig positivt. Jeg mener, at der bør være et prisshow for den bedste danske populærmusik, men jeg mener ikke at formen som den har været de sidste par år med kæmpeshows i Forum eller KB-hallen nødvendigvis er den rigtige måde at gøre det på. Det bliver interessant at se, hvad de ændrede rammer for DMA betyder for showets succes. Spørgsmålet er, om IFPI i de ændrede rammer anser seertallene på MySpaceTV for et parameter, der er værd at beskrive successen udfra?

Dansk musikliv er inde i en rigtig god periode med masser af spændende kunstnere, der laver attraktiv musik; hvilket nomineringerne også bærer præg af. Især popmusikken har haft et stort år: Alphabeat har efter min mening lavet et fuldstændig fantastisk album, men de har hård konkurrence i kategorien ‘Årets Danske Pop Udgivelse’ af både anmelderdarlingen fra London Tina Dickow og de evigunge TV2. Tina Dickow tror jeg ikke meget på, selvom hendes seneste album byder på noget af den bedste sangskrivning fra hendes hånd i lang tid. TV2 derimod har (igen) begået en nyklassiker. Jeg glæder mig allerede til koncerten i KB-hallen d. 22. februar!

Også den lidt alternative rock har haft et godt år. Og i lighed med popudgivelserne er det først og fremmest de unge og måske endnu kun halvkendte navne der tiltrækker sig opmærksomhed: Dúné, Figurines og The Kissaway Trail kæmper med Volbeat i ‘Årets Danske Rock Udgivelse’.  Den mest interessante kategori er ‘Årets Danske Album’, hvor jeg undrer mig over ikke at finde TV2 eller Alphabeat. Det ser næsten ud til, at nomineringen er skruet sammen, så Natasja velfortjent kan løbe med æren posthumt.

Først og fremmest er nomineringerne til DMA08 et udtryk for at dansk musik på trods af alle kulturlivets øvrige problemer klarer sig rigtig godt. Modgang gør tydeligvis stærk.

Del det med andre:
  • Print
  • email
  • Digg
  • Technorati
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • StumbleUpon
  • Google Bookmarks
  • LinkedIn

Der findes mere ligesom dette:

  1. På grænsen til ligegyldighed – John Mayer’s Battle Studies
  2. Opgradering på musikfronten – Sonos multi-room music system

This entry was posted in meninger, musik and tagged . Bookmark the permalink.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>