Det skæve og det svenske

Under denne noget tvetydige overskrift gemmer sig opfyldelsen af det dogmeregler jeg pålagde mig selv i torsdags om at skrive noget mere om musik. Da jeg faktisk ikke nåede at få skrevet i den uge, der gik, må jeg hellere skrive om to albums i denne uge.
Det første er The Magnetic Fields som jeg blev introduceret til for to uger siden. De udgav i 1999 et tre-disc-album med den sigende titel: 69 Love Songs. Det er i og for sig hvad det er, 69 sange, der alle på en eller anden måde omhandler kærligheden i alle dets facetter. På en gang enkelt og samtidig uhyre kompliceret. The Magnetic Fields er i virkeligheden et projekt af sanger og sangskriver Stephin Merritt, som selv spiller de fleste instrumenter. Sangenes længde er fra 30 sekunder til fem minutter- men selv i den mest minimalistiske setting kommer Merritts vanvittigt melodiske linieføring til sin ret. Musikken er lo-fi, elektronisk pop, decideret rock, grunge. Sjældent har jeg følt mig så underligt draget af noget musik. Efter ikke at have hørt særlig meget andet i en uges tid føler jeg stadig ikke at jeg forstår det. Det er storslået popmusik, som fortjener at blive hørt. Titler som ‘(Crazy for You But)Not That Crazy’, ‘Love Is Like A Bottle Of Gin’ og ‘Think I Need A New Heart’ siger forhåbentligt alt som teksternes niveau. Hør den!
Den anden plade kræver to ting: at man ejer en bil og at man bor i Sverige eller til nød blot opholder sig der tit. Her tænker jeg på Håkan Hellströms nye plade. Den første single “En midsommernatsdröm” ville jeg have givet min højre arm for at have skrevet (især fordi jeg er venstrehåndet ): ‘Du var solskin og jeg var ensam’. Hele min musikvidenskabelige baggrund vil kaste sig frådende over næste sætning, men svensk musik har en helt særlig tone – også rockmusikken. Skønt Hellström har hørt sin del punk og 70′errock og soul lyder han stadig som om han har siddet på molen i Göteborg, Marstrand eller Malmö og fiflet med en guitar. Jeg har det med ikke at forstå stor musik når jeg hører den første gang. Sådan var det også med Hellström. Jeg hørte hans sidste cd, den med “Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg” – Jeg forstod det ikke. Det eneste jeg kunne høre var noget forfærdelig irriterende punk-guitar og en sanger, der sang skræmmende underligt. I denne uge kan jeg ikke undvære det… For at vende tilbage til det med bilen: Håkan Hellström er som skabt til roadtrips. For at citere en anden svensker, Ulf Lundell: “Jeg trivs bäst i oppna landskapp”. Hellström kræver plads, både musikalsk, men også fysisk. Man tvinges til at danse eller oppe ind i bilen og køre mod Øresundsbroen. Sverige er kun 80 kr. væk.

Der findes mere ligesom dette:

1. Opgave på tværs i mit indre univers (Anne Linnet ‘83)