En sommerdag for 8-9 år siden befandt jeg mig i et øvelokale på Musikvidenskabeligt Institut i færd med at indøve et beach boys nummer til en rustur. Halvt i spøg foreslog en fyr ved navn Michael, at vi ikke stoppede der, men startede et beach boys jam band. Det blev dog aldrig til noget. Formentlig fordi både Michael og jeg inderst inde drømte om rollen som Brian Wilson; og jeg vidste desværre godt, at min ellers udmærkede falset kun nåede Michaels ditto til sokkeholderne.
Michael – med efternavnet Møller – havde dog også nok at gøre som forsanger i sit mere-end-fritidsband: Moi Caprice. De har siden 2003 udsendt hele 4 albums, hvilket burde give dem titlen som mest produktive danske band. Sideløbende har Michael Møller udsendt en soloplade med den dejligt prætentiøse titel ‘Every Streetcar Has A Name’ (2007). I venten på det næste album, der rygtes at være ude i løbet af i år, udsendte Moi Caprice så sidste november en opsamlingsplade: ‘All We Fear Is Love’. Vi taler altså ikke et band, der hviler på laurbærene her.
De sidste mange år har Moi Caprice desværre levet en forholdsvis stille tilværelse, skønt de formentlig er det bedste indie art-rocknavn i Danmark. Albums som ‘Once Upon A Time In The North’ (2003) og ‘You Can’t Say No Forever’ (2005) gav begge singler med air play potentiale, især To The Lighthouse fra sidstnævnte plade blev råspillet i radioen, men der er ligesom aldrig rigtig kommet hul til det brede publikum. Ikke desto mindre er ‘All We Fear Is Love’ en fremragende grund til at stige på toget nu.
Lixtallene for Moi Caprice-sange ligger generelt et sted i nærheden af en mindre Martin Heidegger-forelæsning; se bare en titel som ‘The Art of Kissing Properly’! Moi Caprice’s tekstunivers er en verden for sig. Mere prætentiøse poptekster skal man lede længe efter på dansk, såvel som udenlandsk jord. Man kan gå på opdagelse i de intertekstuelle litterære referencer i timevis, men jeg har på fornemmelsen, at grunden til at bookleten til ‘All We Fear Is Love’ ikke indeholder sangtekster, er at Moi Caprice har indset, at uden den gode melodi er sangen intet. Derfor finder jeg også Moi Caprice så absolut stærkest på små popmesterværker som ‘Artboy Meets Artgirl’ og ‘Riding in Cars With Girls’. Den slags simple popsange, som man kan gå med i hovedet hele dagen og stadig have lyst til at sætte på om aftenen.
Moi Caprice har formentlig affundet sig med ikke at blive tilbedt af den brede musikforbruger. Til gengæld er de et fund for folk med hang til storladen popmusik, hvor der absolut ikke sigtes efter laveste fællesnævner. Og selvom Michael Møllers stemme ikke lever helt op til den evige beach boy Brian Wilson, har han stadig en af de bedste sangstemmer i Danmark.
EDIT: titel
Der findes mere ligesom dette:
Det hedder altså viderekomne:-)
Sprogpolitiet