På grænsen til ligegyldighed – John Mayer’s Battle Studies

John Mayer egner sig faktisk ikke til at være popstjerne. Han er ca. 5 meter høj, vil formentlig helst spille bluesguitar og lider af en skræmmende mangel på uptempo numre i sit repertoire. På sin nye plade Battle Studies følger han de sidste pladers stilfærdige fremtræden. Folk, der forventer numre i stil med første plade, No Room For Squares, med skarpe guitarlicks og gode popmelodier kan godt tænkes at blive skuffet. John Mayer har nemlig fundet sin eftertænksomme stemme, som bliver ført videre fra hans sidste, i øvrigt fremragende, soulprægede plade: Continuum.

På sin nye plade ‘Battle Studies’ cementerer han billedet af en yderst kapabel guitarist, der blev sanger ved et tilfælde. Men i modsætning til Continuum har guitaren i næsten samtlige numre en central placering, hvilket tydeliggør John Mayers arv fra klassiske singer/songwritere; en arv, der ikke har været så fremtrædende på de forrige plader. Første single ‘Who Says’ er et naturligt højdepunkt: en stilfærdig sang, der måske ligesom alle gode popsange handler om kærlighed og vores forventninger til os selv og omverdenen:

Who says I can’t get stoned, turn off the lights and the telephone?

Me and my house alone, who says I can’t get stoned?

Who says I can’t be free from all the things I used to be?

Rewrite my history, who says I can’t be free?

Og så indeholder sangen min nye yndlingssangtekst:

I don’t remember you looking any better

But then again – I don’t remember you.

Desværre er Who Says ikke symptomatisk for Battle Studies. Jovist, ‘All We Ever Do Is Say Goodbye’ og ‘Perfectly Lonely’ er også det, der vist kan kaldes klassiske, gode John Mayer numre. Desværre er pladen også præget af undværlige ligegyldigheder såsom ‘Edge of Desire’ og i sidste ende gør det desværre pladen dårligere end den burde være. Når man laver en singer/songwriterplade, skal selve sangskriveriet været i orden. Det grundlæggende håndværk kan John Mayer, men der mangler det magiske, der gør pladen værd at høre igen og igen. Det magiske, som gør pladen nødvendig. Sangene er simpelthen ikke spændende nok i længden.

Del det med andre:
  • Print
  • email
  • Digg
  • Technorati
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • StumbleUpon
  • Google Bookmarks
  • LinkedIn

Der findes mere ligesom dette:

  1. Comeback til Cut ‘n’ Move
  2. Danish Music Awards på grænsen til succes?
  3. Top 5 over cd’er til juleaften

This entry was posted in meninger, musik and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>