Opgradering på musikfronten – Sonos multi-room music system

Det kan godt være at min far har overhalet mig indenom på blogfronten med daglige indlæg, talrige læsere og hvad ved jeg… Men jeg har nu fundet en fin måde at slå igen på. Jeg vil i stedet slå ham på musikgadgets.


Udfordringen

Siden sidste år har jeg undersøgt hvordan jeg bedst kunne få trådløs musik i vores lejlighed. I øjeblikket er min musiksamling nemlig delt i to, hvilket er utrolig frustrerende: En del befinder selvfølgelig på reolen i form af cd’er, men samtidig lægger jeg en stadig større del af mit musikindkøb i iTunes. Det er dejlig nemt og det fungerer fint blot at have en ipod med når man er ude af huset. Men hvad når man er hjemme og gerne vil høre musik? Jeg bruger meget tid foran computeren, men den er ikke støjsvag og jeg gider ikke tænde computeren, hver gang jeg skal høre musik! Noget måtte gøres og løsningen måtte være en form for trådløs gadget, der streamer musikken til mit anlæg.

Der har været flere udfordringer: Dels skulle jeg, uanset hvilken løsning jeg valgte, købe en netværksharddisk, hvorfra musikken kan streames. Dels skulle jeg tage mig sammen til at importere ca. 1000 cd’er i et godt lydformat og endelig skulle jeg også finde ud af hvor mange penge jeg ville smide efter systemet. Det sidste, har jeg dog erkendt, har været et spørgsmål om at spare nok penge op til en løsning jeg kan leve med.

Jeg har nu besluttet mig for en løsning og de sidste tre dage har jeg brugt på at importere min cd-samling til et lossless-format; i mit tilfælde Apple lossless, da det passer bedst med mit øvrige grej. For de uvidne er et lossless-format et format ét der, i modsætning til f. eks. MP3-formatet, ikke komprimere lyden. Jeg risikerer derfor ikke om 3 år at stå med et musikanlæg, hvor der kommer dårligere lyd ud fordi jeg har brugt et for dårligt lydformat.

Setuppet

Min setup bliver således:

  • Synology DS210j-netværksharddisk. Den understøtter harddiske op til 4 TB, men jeg nøjes foreløbig med 2 x 1 TB harddiske i raid. Jeg regner ikke med at bruge mere end 250 GB foreløbig.
  • Sonos Multi-room music system. Det er ikke helt billigt, men godt. Og så kan jeg udbygge det efterhånden.
  • iPod Touch som en superavanceret fjernbetjening til Sonos systemet.

Sonos-systemet

Overalt hvor jeg ser sonos omtalt, bliver det fremhævet som det mest brugervenlige, stabile og funktionelle system for trådløs musikafspilning. Basalt set kan systemet streame musik fra en netværksharddisk (eller hvor man nu har sin musik) og sende det igennem nogle højtalere / til en forstærker. Hver sonos-enhed fungerer som sin egen afspiller og systemet opdeler ens hjem i forskellige zoner, alt efter hvor mange enheder man har. En enhed hedder hos sonos en ZonePlayer og er en gråhvid kasse med et par udgange. De har altså i udgangspunktet ikke højtalere, men kommer dog i en aktiv og en passiv udgave. Den passive skal sluttes til et eksisterende anlæg, mens den aktive selv kan drive et par højtalere. En af zonerne skal tilsluttes routeren for at systemet virker. Hver eneste zone kan styres individuelt. Man kan så have forskellige numre til at spille i de forskellige zoner eller man kan samle enheder sammen til fælles zoner, så man kan styre f. eks. musikken i køkkenet og stuen på samme tid. Det er smart! Derudover er betjeningen naturligvis en trådløs gadget – den koster dog bare en bondegård. Man kan spare en del penge på at bruge Sonos gratis (!!) applikation til ipod/iphone i stedet.

Sonos Bundle 250

billede fra www.sonos.com

Foreløbig skal jeg dog kun have 1 zone, der skal kobles til mit nuværende anlæg. Derved har jeg stadig mulighed for at sætte en cd på, hvis jeg har brug for den slags. Senere har jeg så mulighed for at koble mit køkken på ved blot at tilføje en zone (f. eks. En Zoneplayer S5, der har indbyggede højtalere). Da der er lidt langt fra min router til mit anlæg, skal jeg også investere i en såkaldt zonebridge, der blot tilsluttes routeren og får systemet til at virke. Den kan ikke selv afspille musik.

Alle de bedste planer kan dog blive forstyrret af virkeligheden. Jeg havde en plan om at jeg skulle bruge denne weekend på at få hele systemet til at virke. Hifiklubben havde desværre midlertidig udsolgt af de dele af systemet jeg skulle bruge. Så nu skal jeg vente 14 dage på at de får det hjem igen. Det klare jeg nu nok. Jeg har trods alt brugt mere end 1 år på at finde ud af hvad jeg skulle have!

Posted in bolig, musik | Tagged , , , , , | 6 Comments